Esbjerg Bryghus er på Untappd

Esbjerg Bryghus kan findes på Untappd under navnet Esbjerg Bryghus & Beershop.

Untappd er et socialt medie med udgangspunkt i øl, som kan downloades gratis til både iPhone og Android. Det giver både os og ikke mindst vores kære gæster et væld af muligheder for at holde sig opdateret og informeret på en række fede ting.

Ved at følge Esbjerg Bryghus & Beershop på Untappd vil I blandt andet få en notifikation, når der kommer nye øl på hanen eller i beershoppen. Her vil I også kunne læse information om specifikke øl samt bryghuset bag.

Derudover vil de forskellige events, der afholdes på bryghuset også blive lagt ind på vores profil og det vil være muligt at lave ratings på øl samt dele med sine venner, hvilke øl, de bare MÅ smage.

Så tøv endelig ikke med at følge os på Untappd ved at søge på “Esbjerg Bryghus & Beershop” i søgefeltet og trykke “subscribe”. – Det er en fantastisk platform både til inspiration, informationsdeling og en unik måde at dyrke det sociale aspekt omkring øl med sine venner og bekendte.

Mulighederne er mange og vi glæder os enormt meget over at være blevet en del af Untappd-universet.

Herunder ses vores live Tap-Liste, som opdateres løbende


Nyt samarbejde med Esbjerg Streetfood

Madsamarbejde med Esbjerg Streetfood

Har du også prøvet at sidde på bryghuset og nyde et par gode øl i festligt lag - og pludselig melder sulten sig? Konsekvensen bliver at I må bryde op, og ud i byens gader efter mad, som passer til alles smag.

Vi har længe vidst, at bryghuset manglede den perfekte madleverandør - og nu er vi gået sammen med Esbjerg Street Food og tilbyder nu vores gæster muligheden for at bestille deres yndlings takeaway lige til bordet.

Scan blot QR koden på det bord du sidder ved, vælg den mad du fristes af - betal direkte på mobilen og inden længe dukker et bud op ved dit bord med varmt og lækkert mad.

Tusind tak til det fantastiske Esbjerg Street Food for at ville lege med os - sammen kan vi gøre Esbjerg så meget federe!


Esbjerg Bryghus får ny visuel identitet

I samarbejde med det lokale bureau 10 Fingers, har vi videreudviklet på vores eksisterende identitet og sammensat mange nye grafiske elementer. I får her en kort gennemgang af alle de mange nye tiltag:

Logo - bomærke og navnetræk
Vores bomærke - det røde skjold - er taget under kærlig behandling og består nu af humle og ankre, lige i øllets og byens ånd. Før lænede vores logo sig meget op af Esbjerg Kommunes byvåben, men vi har nu distanceret os en anelse fra dette, med en slankere formgivning af skjoldet samt de nye, originale motiver. Desuden har vi nu også fået et egentlig navnetræk - noget som vi savnede før.

Hjemmeside
Som du nok allerede har bemærket, så har vi også fået udviklet en helt ny hjemmeside. Indholdet er stort set det samme, men alt har fået en finpudsning og er nu fuldstændig responsiv. Billederne og grafikken har også fået en kærlig hånd og der kommer løbende flere elementer til.

Skrifttype
For Esbjerg Bryghus har 10 Fingers udviklet en unik skrifttype - næsten helt fra bunden. Skrifttypen, som ganske enkelt hedder "Esbjerg Bryghus", er inspireret af de flotte Aluminia-platter, som de gamle, danske bryghuse hver især fik fremstillet.

Første generation af Esbjerg Bryghus fik i starten af 1910erne også udviklet sådan en platte og det er altså blandt andet ud fra denne, at skrifttypen er blevet udviklet. Håndlavet, unik og ultrapersonlig - præcis som vores øl.

Stemningsvideo
Vi har også fået produceret en kort stemningsvideo, som viser alle dele af Esbjerg Bryghus; butikken, baren, bryggeriet samt klip fra nogle af de mange events, som vi afholder i vores lokaler. Se den på forsiden, hvis du ikke allerede har set den.

Etiketdesign
Vi har længe ønsket at få en rød tråd gennem etiketdesignet for vores mange øl. Det har vi nu endelig fået, som er udformet i en farvestrålende farvepalette, der altid har noget at gøre med øllet indeni. Se de nye designs, og smag de nye øl, i løbet af 2023.

Pressebilleder
Sidst men ikke mindst, har vi også fået taget flotte pressebilleder af vores mange faciliteter; butikken, ølstuen, gårdhaven og bryggeriet. Se på dem under Galleri.

Vi glæder os til løbende at dele vores nye visuelle identitet med jer. Snart opdaterer vi også vores sociale profiler og meget mere følger — vi håber I kan lide det hele!


Rattle the Bones

Rattle the bones - Gamma collab

Endelig er den her!

Vores første collab med Gamma Brewing er på fad og på hylden i Ølshoppen.

En lækker frisk double IPA på 7,5% brygget med en masse havre og endnu mere humle (azacca, galaxy og citra).

Rattle the Bones er ligeledes til salg i ølshoppen i meget begrænset mængde!


Fundraising på Esbjerg Bryghus

Som noget helt nyt og i en begrænset mængde sælger vi i december måned klippekort/10-turskort til bryghuset. Klippekortet er ved at blive produceret og vil være klar til levering inden weekenden i uge 49 (næste uge).

Klippekortet kan bruges til at købe fadøl, alkoholfri/glutenfri øl & vin, (samt kaffe og læskedrikke til de som ønsker det)... Prisen er 595 kr. Og vi har en begrænset mængde på 500 stk.

Klippekortet sælges nu som pre-order/forudbestilling, og i kan skrive jer op ved at sende en mail til os på kontakt@esbjergbryghus.dk.

Vi håber rigtig meget at dette særlige tilbud kan være noget for jer, så i kan invitere jeres kollegaer, medarbejdere, venner/veninder, familier eller måske bare jer selv.

Tusind tak for at I støtter os!


Dry & Bitter Tap Takeover

December byder på mange gode ting, og en af dem er når Dry & Bitter holder Tap Takeover onsdag den 7. december.

I kan godt glæde jer....

For det spændende danske bryggeri fra Gørløse, gør sig bemærkede inden for det humlede- og Sour-ølområde.

Udover at fylde en masse lækkert øl på vores haner, har de lovet selv at skænke øllet, så i har mulighed for at stille alle de spørgsmål i kan komme i tanke om.

Vi ses på Bryghuset den 7 december fra kl. 15.